Obligatoriske elementer i rejsebloggen

Overvejelser inden afrejse

Så er der kun 3 dage til afrejse, tiden er godt nok gået stærkt siden jeg besluttede mig for at jeg skulle til Filippinerne i et ½ år. Der følger en helt del tanker og bekymringer med, ved at forlade sit liv herhjemme og springe ud i en fremmed ny kultur, med et helt andet syn på hvad ”pædagogisk arbejde” er. Det jeg ønsker at få ud af mit ophold er først og fremmest at få en oplevelse for livet, som helt sikkert vil rykke personlige grænser. Samt at se hvordan der arbejdes med ”pædagogik” i en kultur så langt fra den vestlige. Den største faglige udfordring bliver nok at skulle accepterer at lige meget hvordan de arbejder med pædagogisk arbejde ” er det deres land, så de ved bedst” Jeg tror dette bliver en rigtig stor udfordring da vi jo i den vestlige kultur er længere fremme i forhold til at arbejde med børn og at børn i Danmark har langt bedre vilkår.

Jeg tror der kommer til at være en del personlige udfordringer for mig, først og fremmest det at skulle kommunikere på et andet sprog, men også det at være så langt væk fra sit netværk og familie og nærmest at skulle opbygge ”et helt nyt liv”. Det bliver også en stor udfordring at vænne sig til kulturen, med alt hvad det indebærer.

Der følger selvfølgelige også bekymringer med ved at tage til Filippinerne, men min største bekymring er nok om jeg kan leve op til det praktik stedet har af forventninger til mig, også hvordan det bliver at være væk fra familie, kæreste og venner så længe, kan man jo slet ikke sætte sig ind i for inden.

Det jeg har hørt om at være dansk/ hvid på Filippinerne er at alle hilser på dig på gaden, og at man har en høj status, fordi at man har penge. Men glæder mig til at få min eget billede af hvordan det er at være dansker på Filippinerne.

Har ikke rigtig gjort mig tanker om hvad jeg kommer til at savne mest, men er sikker på der er mange ting.

Jeg forventer at få styrket min selvbevidsthed omkring mine værdier i forhold til det at være pædagog, men forventer også at den største forandring bliver den personlige, Jeg tror jeg vil have nemmere ved at skrive ned hvad jeg observere, reflektere og analysere, fordi at alt hvad man oplever, skal bearbejdes undervejs.

Institutionsbeskrivelse – Parian drop in center

Den Historiske baggrund:
I 1986 gik en afdeling af UNICEF og NPSC (National Project On Street Children) sammen for at lave en analyse af hvor slemt det stod til med gadebørn i Cebu City og derefter besluttet de at oprette en organisation som hedder Cebu city Task force on streetchildren, organisationen tager sig primært af projekter for overlevelse af gadebørn i Cebu city.
I 1988 fandt man så ud af at bygge et drop in center for byens gadebørn, Det tog næsten 3 år, før byggeriet stod færdigt og de første børn ankom til centeret 15 August 1991.
Parian drop in center hører under den fundation der hedder the children of
Cebu fundation inc. Som består af flere børnehjem som arbejder sammen på kryds og tværs.

Parian - drop in center

Parian drop in center er et midlertidigt anbringelsessted for piger i alderen 4-17 år og for drenge i alderen 4-13 år der enten er blevet forladt af deres forældre, omsorgsvigtede, er forældreløse, har været udsat for fysisk overgreb eller er blevet seksuelt misbrugt samt børn der har været på kant med loven.

På stedet er der flere forskellige ansatte, der sidder en social rådgiver, der sørger for alle børnenes sager, han får dem placeret på mere permanente børnehjem eller finder familiemedlemmer der kan tage sig af dem, Så er der caretakers, deres primære opgave er at tilfredsstille alle børnenes basale behov, som hygiejne, senge tider osv. Der er omkring 3 voksne der bor på stedet, dem kalder de houseparrents, de laver mad og vasker børnenes tøj, til sidst er der vagter og en chauffør, og så er der jo 4 pædagog studerende faktisk næsten hele tiden, man kan godt mærke at stedet er afhængig af at vi er der, vi er en del af normeringen.

Institution ligger i et fattigt område der hedder Parian, den er ikke ret stor, den består af et fælles rum, et drenge og pige værelse, hvor børnene ligger flere i hver seng, uden madrasser, meget upersonlige værelser og de ejer intet der er deres eget, udover et par slippers. Bag værelserne ligger deres bad og toilet, det er en stor balje fyldt med vand og en skovl, og lige ved siden af er toilettet, så de bader faktisk samme sted som de går på toilettet. Så har de et køkken, som består af et rimelig stort rum, men der står kun en enkelt gas plade, til en gryde eller pande og intet køleskab til sidst er der deres basketball bane, eller jeg må heller kalde den parkeringspladsen, den er fyldt med busser, så man skal bede dem om at flytte dem hver gang man skal lave aktiviteter med børnene.

En arbejdsdag her er slet ikke som i Danmark, man er meget mere på, fordi børnene har så meget brug for omsorg og kontakt, der er ikke meget struktur på deres hverdag, så vi har måtte lave et skema for at gøre det mere overskueligt for dem, og det virker, en dag ser sådan her ud: Vi stater dagen med at spille guitar og synge sange, og derefter går vi i gang med aktiviteter, det bruger vi 2 timer på om dagen, så skal de spise og efter de har spist har vi lavet noget der hedder stille tid, hvor vi læser eller laver andre stille siddende aktiviteter, og derefter skal de sove også tager vi hjem. Det fungere rigtig godt at børnene er med på hvad der skal ske hver dag, det skaber mere ro i flokken. Vi har helt frie tøjler til at gøre de ting vi gerne vil med børnene, så længe vi bare informere institutionslederen Moloy hvis vi skal ud af huset.

Børnene har ikke mange regler de skal følge, de kan faktisk stort set gøre hvad der passer dem, sådan er det sat op fordi de fleste af dem kommer direkte fra gaden, og en del af dem stikker af hvis der bliver stillet for store krav til dem.

Lige nu har vi 18 børn på Parian, men det skrifter fra dag til dag, da der kan blive indleveret 7 af politiet en dag og næste dag er de smuttet igen. Det er desværre mest de ældste drenge, som er en del af en bande, der stikker af igen, og man kan desværre intet gøre.

Parian er et meget lærerigt praktiksted, fordi man bliver kastet ud i det, personlighedsmæssigt lærer man virkelig meget om sig selv, men de er til gengæld ikke så faglige, da vi er meget længere fremme ind dem, i vores viden om børn. Fantastiske livsglade unger, og der skal nærmest ingenting til for at aktivere dem. Dette sted kan varmt anbefales.

Læringsmål.

Jeg vil observere samt Indgå og bidrage i tilrettelæggelse og organisering af det daglige pædagogiske arbejde

·         HVAD

Jeg vil få indblik i hvordan en hverdag er organiseret og hvilket pædagogisk arbejde jeg kan indgå i og bidrage med, for at få mest muligt ud af mit praktik forløb.

·         HVORFOR

Dette vil jeg gøre for at få et bedre billede af hvordan man arbejder pædagogisk i en anden kultur, for at se hvad jeg kan lærer af dem og så vil jeg bidrage med det som jeg mener, kunne være relevant i forhold til børnene og personalet.    

·         HVORDAN

Jeg vil først og fremmest observere hvordan hverdagen forgår på Parian drop in center, være spørgerne og nysgerrig i forhold til deres praksis, og dele ud af min viden, til dem. Jeg vil indgå i planlægnings processer på lige fod med det andet personale og gå i dialog med institutionslederen, omkring institutionens forventninger til mig.  

Jeg vil planlægge, gennemføre, dokumentere og evaluere pædagogiske processer, der giver anledning til udvikling og forandring.

·         HVAD

Målet er at få lov til at planlægge aktiviteter der styrker børnene i forskellige retninger samt at udvikle deres kropsbevist, og at vise og forklare institutionen hvor vigtigt det er at lave aktiviteter med børn og hvad det udvikler hos dem. Jeg vil derefter dokumentere og evaluere et par aktiviteter undervejs.

·         HVORFOR

Dette vil jeg gøre for at reflektere samt analysere over egen praksis, og for at se om institutionen kan bruge dette til at skabe udvikling hos børnene.

·         HVORDAN

Ved at lave forskellige aktivitetsforløb med børnene, hvor jeg vil inddrage personalet som oversættere, så de lærer en masse nye aktiviteter, derefter vil jeg forklare dem hvad det styrker hos børnene og hvorfor det er godt for dem at være aktive. Jeg vil sørger for at bruge min logbog samt at dokumentere de aktivitetsforløb jeg laver, for at styrke min egen refleksions evne. Samt snakke med institutionslederen omkring forskellige forløb. 

Jeg vil prøve at få indsigt i hvordan institutionen er opbygget og organiseret og hvor meget kulturen har indflydelse på stedet.

·         HVAD

Jeg vil prøve at få indsigt i hvordan organiseringen er og hvordan strukturen præger dagligdagen, hvordan arbejdsopgaver fordeles samt hvordan kulturen præger dette.

·         HVORFOR

Dette vil jeg gøre for at få et bedre indblik i hvad der fylder mest i deres hverdag, hvordan magt kommer til udtryk blandt de ansatte og børnene samt at få indsigt i hvordan forskelligheder mellem min kultur og deres kan komme til at præge min personlige udvikling.

·         HVORDAN

Jeg vil læse deres virksomhedsplan, bruge tid på at observere og snakke med de ansatte og dokumentere dette i min praktik opgave. Samt læse relevant litteratur omkring kultur.

Institutionens pædagogik.

Det var en helt almindelig da i praktikken, vi havde lavet de aktiviteter vi havde planlagt, og jeg havde sat mig tilbage for at observere, pludselig er der to af drengene der bliver rigtig vrede på hinanden og de kommer op at toppes. Jeg vælger at blive siddende for at se hvad personalet gør i denne situation, der går lang tid inden de reagere og drengene er virkelig for alvor op at slås nu. Der går 2 af medarbejderne over, og straks tænker jeg, Yes nu stopper de, det endelig, men næ nej, i stedet skubber de, drenge ind i fællesarenaen og råber Round 1. jeg vælger at gå min vej et par min, for lige at trække vejret. Da jeg kommer tilbage står en af de større drenge og holder en af de drenge der var med i slåskampen rundt om halsen, og han holder fast. Mens den anden dreng får lov til at tæve løst på ham, Her står medarbejderne bare og kigger og lader det ske. Jeg vælger at bryde ind og tage ham drengen væk som næsten ikke kan få vejret, og Jens som også er i praktik på Parian tager den anden dreng for at få ham ned på jorden igen. Jeg sidder med den her dreng, hvis blik er helt fjernt, og man kan se frygten i hans øjne. Så kommer en af medarbejderne over til os, og jeg tænker at hun vil høre om han er okay, men næ nej, ordrerne der kommer ud af hendes mund er, Bryan do you want iscreme.  

Jeg har valgt starte mit afsnit om institutionens pædagogik med denne observation, for at give jer et billede af hvor langt deres pædagogik på Filippinerne ligger fra det vi kalder pædagogik i den vestlige verden og for at vise hvilke kulturelle overensstemmelser der er på spil hver eneste dag.

 Efter at have været i praktik på Parian drop in center i 10 uger, vil jeg nu beskrive hvordan institutionens ”pædagogiske” forhold er. Jeg vil starte med den faggruppe som er ansat på institutionen, her omtaler man dem Care givers, det er nok det tætteste man kommer på det vi kalder for pædagoger i Danmark, selv om det absolut ikke er det samme. Har spurgt en del ind til hvad deres rolle på institutionen er, uden selvfølgelig at grave for dybt, men det svar jeg er kommet frem til hver gang er at de står for alt hvad der hedder deres basale behov, og ellers kan jeg kun beskrive hvad jeg har observeret, de sidder simpelthen på deres flade røv og sms´er, mens vi er der, medmindre vi sætter dem i gang med at oversætte for os. Her arbejdes slet ikke med relations arbejde som vi kender det hjemme fra, det der er vigtigst for dem er at lærer børnene at klare sig selv, og det vil sige at kunne tage et bad, tage tøj på, og gøre rent.

I forhold til læringsmiljøet, har man ikke læse eller læringsplaner, der er nogle få regler som børnene skal forholde sig til og grænser er der ikke mange af, de får stort set lov til at gøre som det passer dem. Dagen er slet ikke planlagt for de her børn, de har ikke engang et fast tidspunkt de får mad på, det er meget flyvsk fra dag til dag. Der er ikke planlagt aktiviteter, eller et fast skema. Så den struktur som børnene har i deres hverdag, er den vi pædagog studerende skaber for dem, med skemaer osv.

Mit næste indlæg i bloggen kommer til at handle om en hverdag på institutionen.      

Min hverdag i en på den anden side af jorden.

Jeg kan huske da jeg satte mig ind i flyveren i københavnslufthavn, tankerne strømmede igennem hoved på mig, var det nu den rigtige beslutning at forlade Danmark, kunne jeg overhoved få en hverdag til at fungere i Cebu på Filippinerne, hvordan blev det med praktikken og kunne jeg på noget måde være der for de her børn. Da jeg endelig var ankommet og for første gang skulle ud at opleve byen sammen med Mette, kan jeg huske at vi kiggede på hinanden og sagde, hvad fanden er det vi laver? Hvorfor har vi dog taget denne totalt impulsive beslutning om at flytte så langt væk i så mange måneder?  Men vi blev hurtigt klogere, her er så fantastisk at det er svært at beskrive med ord, Men jeg vil alligevel prøve. Vil sige at hverdagen her i Cebu var ret nem at vænne sig til, selv om den er meget anderledes i Danmark, man kommer hurtigt ind på befolkningen og de er utrolige venlige, i møde kommende og hjælpsomme. Her er altid noget at tage sig til, og priserne på alt er halv pris af Danske priser, så her har man mulighed for alt det man ikke har derhjemme, det betyder rigtig meget i det daglige at du lige kan tage i biografen, tage på weekend tur, dykke og meget andet. Filippinerne er en meget populær destination for danske pædagogstuderende, vi er halvtreds fra Sjælland, Jylland og Odense, det har været alt afgørende for dette ophold, da sammenholdet har været helt fantastisk, og muligheden for at dele hverdagen på godt og ondt med hinanden, feste som os dansker kun kan, og det at kunne dele hele oplevelsen med så mange andre pædagog studerende som går igennem præcis det samme som en selv, lærer man rigtig meget af, mange vil sikkert synes det er en ulempe at være så mange i en by, men synes virkelig det har betydet meget for mit ophold her.

Min hverdag på praktik stedet, er ikke sådan lige til at beskrive, da ikke en dag er ens, og man på ingen måde kan sammenligne det med et praktiksted i Danmark. Vil sige at man møder nye udfordringer hver eneste dag, og det gør for mit vedkommende bare hverdagen endnu sjovere, du ved ikke hvad der møder dig når du kommer på arbejde næste morgen og det er ikke til at forudsige hvad der kommer til at ske i løbet af dagen. På Parian drop in center, er det meget os som studerende der styrer hvad der skal ske i hverdagen, vi ligger strukturen og bruger mange timer på planlægning, så det skal man være indstillet på, samt at være virkelig initiativrig, spontan tænkende, samt hurtig til at opstille sig i forhold til din planlægning, fordi man netop ikke ved hvad dagen bringer. I forhold til arbejdstider er det heller ikke som i Danmark, det er faktisk stort set umuligt at være der mere ind 5 timer om dagen, da man er dobbelt så meget på som i Danmark. De gør krav på din opmærksomhed på en helt anden måde, du har altid en unge hængende eller en på skødet og de hungre efter din omsorg allerede fra den første dag du ankommer til praktik stedet. De her børn er så nemme at motivere, de synes selv at en papirsflyver er fantastisk. Vil sige at en af de ting som har påvirket og fylder meget i hverdag er den måde nogle af de hårdeste gadedrenge behandler hinanden og de andre på. Man kan sammenligne dem lidt med en flok dyr, der er et hierkiet som er meget tydeligt, og nye børn finder hurtigt sin plads, og her er det okay at slå og sparke til hinanden, det har taget sig lang tid at vænne sig til, og vi har også arbejde rigtig meget med at det ikke er okay når vi er der, det er de ved at forstå.

Må sige at den beslutning om at tage en udlandspraktik, er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, nyder hvert et sekund af hverdagen her og den personlige udvikling man går igennem sætter livet meget mere i perspektiv, der er så mange ting og oplevelser man tager med sig hjem til Danmark. Vil sige til hver en studerende derhjemme som bare overvejer det, det mindste, tag af sted, jeg havde fortrudt resten af mit liv, hvis jeg havde været denne fantastiske oplevelse foruden.

Modtager gerne mails med alle spørgsmål MiaBlack@live.dk

Sportsuge på Parian - Pædagogisk projekt

Indledning:

Vi har valgt at lave en sportsuge med børnene på Parian drop in center. Vi bruger idræt som pædagogisk redskab for at styrke børnenes fysiske, psykiske og sociale udvikling. Samt for at styrke deres motivation for fysisk aktivitet og muskel-led sans.

Målet med denne uge er at børnene får en fællesoplevelse ved at lave noget sjovt sammen og fremmet samarbejdsevnen. At børnene gennem fysisk aktivitet får pulsen op samt styrket deres rum og retningsopfattelse, sanseopfattelse og kropsopfattelse.

Ydermere bliver deres koncentrationsevne øget, og jeg-opfattelsen styrket.

Metode:

Vi har valgt at benytte Helle Rønholts almene handlekompetence til at beskrive hvordan aktiviteterne udvikler børnene. Til at beskrive aktiviteternes formål bruger vi idrættens trialektik samt spilhjulet. Endvidere har vi brugt flowmodellen til at beskrive hvordan aktiviteterne forløb.

Aktiviteterne:

Vi brugte 4 dage på sportsprojektet, hvor vi lavede skema for hver dag med aktiviteter. Disse skemaer har vi lagt ved som bilag.

Vi har valgt kun at beskrive den første dag af sportsugen her.

Den første dag valgte vi at lægge fokus på nytteværdi til opvarmning, hvor vi lavede opvarmning af muskler og led. Derefter legede vi en leg med børnene som de kendte til, what is the time mr. lion, som er god til alle aldersgrupper. Den passer til deres færdigheder og børnene kommer på den måde i flow i legen.

Efter pausen spillede vi sko fodbold, hvor formålet var øget puls og koncentration, samt at samarbejde. Vi måtte stoppe legen et par gange da vi havde kommunikationsbesvær. Børnene havde svært ved at samarbejde og spille efter reglerne, men da vi forklarede dem at de skulle spille på hold og score i modstanderes mål gik det meget bedre.

Vi observerede at en af drengene, som normalt giver op hvis han får nogle knubs, fortsatte med at spille selvom han slog sig. Han gik meget op i spillet, og fik en personlig succes da han scorede mål. Han kom i flow under spillet kunne vi se.

Efter et par hårde fysiske lege, valgte vi at børnene skulle nedkøle med musik inden frokost. Vores første ide var at børnene skulle ligge på gulvet og lytte til afslappende musik, dog var børnene stadig for meget oppe at køre til at kunne det. Her brugte vi spilhjulet og valgte at spille guitar og synge med dem i stedet, det er en vant og tryg aktivitet for dem, som havde samme effekt med at få dem nedkølet.

Vores sidste aktivitet efter frokost var stopdans. Her valgte vi ikke den traditionelle form for stopdans, hvor konkurrenceelementet er med, men at det skulle være en ekspressiv aktivitet. I stedet for at børnene skulle stoppe når musikken stoppede valgte vi at de skulle imiterer et dyr når musikken stoppede. Vi holdte konkurrenceelementet udenfor, og valgte at børnene ikke blev smidt ud af legen hvis de ikke kunne imiterer dyret.

Formålet med legen var at styrke børnenes personlige udvikling gennem udtryk, fantasi og koncentration.

Opsamling:

Da vi har børn i forskellige aldersgrupper på Parian styrker aktiviteterne noget forskelligt hos hver aldersgruppe. Hos de mindste børn, som er fra ca. 4 – 6 år er den primære udvikling med deres grundmotorik og muskel-led sans. Hos de ældste børn, som er fra 7 – 12 år er den primære udvikling deres sociale og personlige kompetencer, samt motivation for forsat fysisk aktivitet.

Dog ved at lave disse aktiviteter har der været fællesnævner ved begge aldersgrupper, disse har været at udvikle og styrke børnenes sociale, personlige, idrætslige og kropslige kompetencer.

Vi har forhåbentligt givet børnene motivation til at lave flere holdlege, hvor de kan styrke deres samarbejde. Vi har observeret at det er noget børnene kan have svært ved, og derfor er vigtigt de fortsætter med at styrke. Det er naturligvis noget vi vil lægge vægt på den sidste tid vi er sammen med børnene. 

Om Kulturen

Trods fattigdom og et korrupt system, møder man aldrig folk på gaden som ikke smiler og er imødekommende, de er et utroligt mundret folkefærd, de bekymre sig ikke om noget, de alligevel ikke kan gøre noget ved. Generelt set er filippiner utroligt livsglade mennesker.

40 % af den filippinske befolkning lever under WHO´s fattigdomsgrænse som ligger på omkring 1 dollar om dagen, alene i Cebu lever over 5000 børn på gaden, og det er noget man ligger mærke til i det daglige. De er fattige her, og det vil jeg sige at det korrupte system, kan tage en stor del af skylden for.

Kulturforskellen imellem Danmark og Filippinerne er meget stor og tydelig, det her er bare en helt anden verden på godt og ondt. Først er der igen deres politiske system, deres organisering af alt, og ikke mindst deres katolske tro, de er meget præget af.

På Parian drop in center, ligger vi selvfølgelig også mærke til den store kulturforskel i det daglige arbejde, jeg vil sige at en ting som er rigtig vigtigt at huske på er, at man hele tiden skal tænke over hvert skridt man tager og hele tiden have i baghoved at det ikke er en institution i Danmark. Vi har dog været utrolig heldige, i forhold til at vores arbejders giver Moloy han har givet os rigtig frie tøjler i forhold til alt i det daglige, vi har faktisk fået lov til at ligge programmet hver eneste dag mens vi har været her. Nogen af disse forskelle, vil jeg prøve at beskrive igennem observation nedenfor.

Observation hvor på man kan se forskellen:

Dagen var endelig kommet hvor vi skulle i Family park med alle ungerne, alt var planlagt og det var vores tur til børnene, så vi havde sørget for alt, bus, mad, betaling af alt osv. Ungerne glæde sig rigtig meget og vi kom af sted til tiden. Da børnene jo ikke har noget badetøj selv, havde vi planlagt at vi skulle leje det til dem derude, da det plejer man at kunne. Men da vi når til porten og jeg spørger om leje af badetøj, får jeg af vide at det har de lukkede for. Nå men vi må hurtig tage en beslutning om at vende bussen og køre ud til et center i nærheden hvor man kan købe bade tøj. Stine, Patricia og jeg skynder os alt hvad vi kan ind for at købe det her bade tøj til alle 16 unger, mens de andre ansatte og studerende venter i bussen med børnene. Vi bruger ikke meget mere ind 15 min, så er vi tilbage. Da vi kommer tilbage er alle de ansatte ikke i bussen, kun vores med studerende og børnene og vi ved ikke hvor de er gået hen. Efter 20 min kommer de tilbage og her kommer det virkelig til udtryk at det er en helt anden kultur, havde vi ikke været ved børnene havde de siddet alene og ventede på at de ansatte havde spist morgen mad og det eneste vi kunne gøre var bare at smile til dem og virke som om at det er da det mest normale at gøre, når man er på vej på udflugt, for ikke at fornærme nogen. Vi når til Family park og børnene bader og hygger sig, vi begynder at tænde om i grillen så vi kan lave de 100 grill spyd vi har taget med, da vores chef kommer over og fortæller at der kommer en af hans bekendte med lidt mad til børnene, selv om vi havde en aftale med ham og dette havde været planlagt længe. Men igen må vi tage det med et smil. De kommer så med maden, der er masser af mad og børnene blev mætte. Men sådan er det, det er svært at lave en aftale med en Filippiner, og det har vi måtte vende os til. Derud over var der også en anden ting jeg bed mærke i, før vi skulle i svømning poolen, der blev ikke sat regler op omkring hvordan man skulle opføre sig i poolen, om hvem der kunne svømme og kunne være i den dybe pool, ikke udover de regler vi prøvede at sætte op for børnene. I Danmark var den bare ikke gået, her havde man sat en masse regler op for børnene og de skulle nok få af vide hvis de brød dem. Her fik vores Filippinske børn, bare lov til at være børn og nyde at de for første gang i deres liv, badet i en svømning pool. Det er pudsigt at se hvordan det faktisk kan fungere for de her børn, at der ingen regler bliver sat og alligevel fungere det med lidt voksen opsyn og dejligt at se børnene faktisk er utrolig opmærksomme i forhold til hinanden. De kan udfolde sig frit på en måde som børn i Danmark ikke har mulighed for, da der er sat en masse sikkerheds regler op i vores institutioner.

De forskellige højtider:

Det som man går mest op i her i Cebu er påsken, der bliver hele byen nærmest sat på den anden ende. Måden vi kunne mærke det på, på vores praktik sted var at folk fra nær og fjern kom med masser af gaver og mad til børnene. På en og samme dag var der både feeding program fra mac donales og joolie bee. Ellers har vi ikke mærket så meget til det på Parian drop in center og heller ikke i vores fritid her i cebu. Mette som jeg rejser med, der har et praktik sted som går meget op i den katolske tro, har fået en helt anden opfattelse af påsken ind jeg, så det kommer meget an på hvor man er.

Kulturel intelligens i praksis..

Kulturel intelligens er evnen til at handle i situationer, hvor kulturforskelle har betydning og hvor evnen til at gøre sig forståelig er afgørende for at etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturer. Dette må man sige at vi er blevet kastet direkte ud fra første dag vi ankom til praktikstedet. Vi har konstant skulle tænke over hvert en eneste skridt vi har taget, tage hensyn i forhold til deres normer og værdier og ikke mindst deres region. Vi har lært noget om dem og de har lært noget om os, de har givet plads til at vi har, kunne arbejde pædagogisk med børnene selvom dette ligger meget fjernt fra hvad de kender til, vi har været nysgerrige i forhold til deres praksis og det har givet os et bedre billede af hvorfor de handler anderledes end os i mange situationer. Vil sige at vi har formået at opbygge et konstruktivt samarbejde på tværs af to så vidt forskellige kulturer, et samarbejde der har været godt for Parians børnene gruppe.   


Inden hjemrejsen…

Det er med meget blandede følelser jeg siger farvel til hverdagen på Filippinerne. Det har været en personlig rejse i en fremmede kultur med et helt andet syn på børn, ind vi kender hjemmefra.

I Danmark er vi van til at omsorg og anerkendelse er 2 af de vigtigste elementer i det pædagogiske arbejde, på Filippinerne lægger man vægt på at børn skal lærer at klare sig selv i en meget tidlig alder.

Vi har lagt meget vægt på at give de her børn en masse omsorg og anerkendelse, det er noget der ligger så dybt i os fra vores egen opdragelse, og noget som de her børn virkelig har haft brug for. Vi har været utrolig heldige at der er blevet givet plads og lov til dette fra institutionens side.

Vil sige at vi har haft en del udfordringer under vejs, først og fremmest sprog barrieren, som virkelig var noget af en udfordring til at starte med, men undervejs har det ændret sig meget, vi har fundet vores egen måde at kommunikere med børnene på gennem vores kropsprog og har arbejdet meget visuelt, da vi har, måtte vise alting i stedet for at forklare.

Den største udfordring har nok været børnene synet, her går man mere op i overlevelse ind udvikling, det har været svært for os som studerende at køre aktivitets forløb, da man godt kan mærke at de ikke er van til at voksne leger med børn, det har gjort at vi har, måtte omjustere mange af vores aktiviteter, til deres behov, da de har en anden forståelse end børn på samme alder i Danmark.

De her unger kunne aldrig finde på at sige at de keder sig, eller spørger hvilken aktivitet vi skal lave næste gang, det eneste de be ´r os om er en bold i skabet, også er de ellers klar til at underholde sig selv, for de er ikke van til at nogen gør det for dem. De kan få meget sjov ud af ingenting, så om nogen kan man sige at de her børn har en god fantasi.

Man har godt nok fået udviklet nogle kompetencer her på en helt anden måde ind hvis jeg havde været i en praktik i Danmark, jeg er blevet mere omstillingsparat, for her på Filippinerne, ved man aldrig hvad der møder en når man kommer i praktikken, der kan være kommet 10 nye børn ind fra gaden, eller 30 besøgende fra et uddannelses sted som skal være sammen med os og børnene. Planlægning kender man ikke så meget til her. Jeg er blevet meget mere tålmodig, da alting bare tager længere tid her, hvis der er en ting Filippinerne ikke har så er det travlt. Jeg er blevet bedre til at organisere og planlægge, da vi har, skulle gøre det hver eneste dag, det har medført at vi har brugt meget tid på at reflektere over vores arbejde og stillet os selv spørgsmålet mange gange, hvad børnene får ud af de forskellige forløb vi har kørt, da der ikke har været andre at spørger til råds, så en kompetence jeg tager med mig hjem er helt sikker en meget bedre forståelse i forhold til det at reflektere og analyse og hvor vigtigt det er i pædagogisk praksis.

Har fået rigtig meget ud af min udlandspraktik, har fået rykket nogle grænser, stået i situationer hvor jeg er blevet udfordret på en helt anden måde, ind hvis jeg havde taget en praktik i Danmark , blevet meget klogere på hvem jeg selv er som menneske samt hvilke værdier der er vigtige for mig i forhold til mit børnene syn, har skabt et meget bedre billede af hvem jeg er som pædagog, og hvad jeg kan tilbyde.


Et eventyr i udlandet, som desværre slutter her

I had the time of my life, det er nok den eneste sætning der beskriver hvor fantastisk det her halve år har været. Inden jeg forlod Danmark, var jeg nervøs for hvad der skulle møde mig på den anden side af jorden, men man må sige at det der mødte mig, på ingen måde var som jeg forstillede mig det, det var tyve gange bedre.

Det her har været en udviklingsrejse, for den personlige udvikling der sker med en på sådan et eventyr, sker ikke på samme måde som hvis du er et halvt år i Danmark. I mødet med en anden kultur skal du hele tiden kigge ind ad og tænke over hvert et skrid du tager. Du bliver tvunget til at reflektere over hvem du selv er i forhold til det du står midt i.

Det var med en tom følelse at jeg skulle forlade Filippinerne, et så dejligt land, med så mange mennesker og børn man havde fået ind på livet. Vil sige at jeg på ingen måde havde forudset at det skulle blive hårdere ind at forlade Danmark, da jeg rejste, men det blev det. Det var en dag jeg vidste, ville komme, men som jeg prøvede at fortrænge.

Dette siger jeg ikke fordi jeg ikke kan lide mit danske liv, for det kan jeg selvfølgelig. Men hverdagen på Filippinerne var bare sjovere, da der var mange flere muligheder og pengene rakte meget længere.

Vi har oplevet så utroligt meget på så kort tid, at det ikke er til at fatte, efter man er kommet hjem har det hele lige skulle fordøjes inden man har, kunne fortælle andre om det.

Det mest underlige har været at da man ankom til Danmark igen, var alt som det plejede, og man følte faktisk at man kun lige havde været væk et par uger. Men vil sige at det har været svære at komme hjem ind det var at falde til på Filippinerne. Det som jeg har bidt mest mærke i er hele den danske mentalitet, folk er ikke lige så livsglade her, som de er på Filippinerne, man brokker sig generelt mere og bekymre sig alt for meget. Har virkelig fået åbnet mine øjne i forhold til at vi har det sgu godt i lille trygge Danmark og at vi endelig bare burde være taknemmelige for det vi har.  

Har nu været i Danmark i en måned og hverdagen er så småt begyndt. Det har været svært at vende sig til at man ikke bare kunne lave noget hele tiden og at der ikke var meget at lave i forhold til hvad vi havde af muligheder på Filippinerne, har følt mig rastløs af og til, og der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har skænket Filippinerne en tanke jeg savner det og der går ikke mange år før jeg vender tilbage. Tak til alle jer der har gidet læse min blog og til alle jer studerende derude, overvejer du en udlandspraktik, så tøv ikke, gør det, du vil ikke fortryde det, kun hvis du bliver HJEMME!