På sommer camp med Parian

Den årlige sommer camp for 600 filippinske børn, fik vi den store fornøjelse af at deltage i. Vi ankom tirsdag morgen, til en camp overfyldt med unger, det blev afholdt på en skole lige ned til stranden, men selvfølgelig under filippinske forhold, hvilke er ret primitive, men det er jo hverdag for ungerne, så det betyder intet for dem. Vi startede med at spille guitar og synge for at lokke børn til, hvilket gik ret så godt, inden vi så os om var vi omringede. Derefter drak vi kaffe med vores chef Moloy, som fortalte os alt om lejren og om hvordan den var sponsoreret osv. Da der i forvejen var planlagt en masse ting for ungerne, sagde han at vi kunne bruge dagen på at få rundvisning, gå rundt at observere også blev vi præsenteret for en masse mennesker, det var helt tydeligt at han var meget stolt over at vise os frem til alle de andre institutionsleder og socialrådgiver, og vi fik flere gange af vide hvor taknemmelige de var for at vi gad yde et stykke arbejde for deres land. Det satte tingene endnu mere i perspektiv i forhold til hvorfor det nu var at man forlod Danmark, for at tage sin praktik på Filippinerne, her er bare virkelig fantastisk på godt og ondt selvfølgelig. Om onsdagen, som var vores sidste dag på Campen, tog vi børene fra Parian med op til det smukkeste vandfald som lå 2 km fra hvor Campen lå, dette var virkelig en oplevelse som jeg aldrig glemmer, ungerne var så glade, vi badet og pjattet og fik virkelig dannet nogle tætte relationer til de her fantastiske livsglade og taknemmelige unger.

Billederne siger det hele J   

Parian på besøg på Brandstationen!

Lige ved siden af Parian ligger Cebu´s brandstation, vi har snakket en del med brandmændene, da de var meget nysgerrige i forhold til hvad vi laver på Parian, hvor vi var fra osv. Vi fik hurtigt en aftale i hus med dem, så vi kunne få alle Parian børnene ind og se brandbiler og branduniformer, lige som man gør der hjemme i Danmark. Det forgik sådan at vi tog børnene ind i hold, så vi var en til en, ungerne var meget begejstret for overhoved at få lov til at forlade institutionen og gik pave stolte med os i hånden ud af porten. Da vi kom ind på brandstationen, fortalte brandmanden først om hvordan man blev brandmand også fik ungerne ellers lov til at prøve brandmands tøj, komme op i brandbilen, der blev sat udrykning på og de fik lov til at tale i højtaleren. De var ellevilde og meget glade, der blev ikke talt om andet resten af dagen.

Som i ved siger billeder mere end ord, så smider lige en masse billeder på bloggen i stedet for at skrive en helt masse.     

Fasterlavn er mit navn!

Så besluttede vi at vi skulle holde fasterlavn på Parian, vi tog 4 af børnene med i storcenteret for at handle, og har aldrig set børn så begejstret, tro det eller ej men de her unger har aldrig været i et stor center før, aldrig gået på rulletrapper og aldrig handlet før. Vi fik handlet forskellige ting ind til fasterlavn og derefter tog vi hjem til Parian. Dagen efter skulle der males tønder/papkasser, og laves masker, ungerne var helt vilde med det og de fleste af dem havde både maling i håret og glimmer i hoved da vi var færdigeJ

Så kom dagen hvor fasterlavn festen skulle holdes, vi fik hængt tønderne/papkasserne op, bollerne og slik poserne var lavet, og fasterlavnssagen var klar på guitaren. Man må sige det var en succes, ungerne var helt vilde og vi havde en rigtig hyggelig dag. Nu vil jeg ikke skrive mere, men smide en masse billeder ind i stedet som i kan kigge på.

Parian og weekendtur

Nu er der gået to uger siden vi startede i praktikken, og må sige at der både har været positive og negative oplevelser. Men er rigtig glad for stedet og for ungerne. Vi har prøvet at observere her det første stykke tid, som vores praktikvejleder som er socialrådgiver sagde vi skulle, men det har ikke kunne lade sig gøre da børnene er fuldstændig over os og forventer at vi laver noget med dem hele tiden.

Parian drop in center er et midlertidigt anbringelsessted for børn i alderen 3 – 17 år, de kan være anbragt der af mange årsager, forældrene kan have forladt dem på gaden, de kan være seksuelt misbrugt, været ude i kriminalitet for at overleve på gaden osv.

Jeg skal skrive en institutionsanalyse, som en del af min praktik opgave, som også bliver tilgængelig her på bloggen. Så vil ikke gå så meget i detaljer omkring det nu.

Vi er kommet rigtig godt i gang, vi har fået lavet et skema for de 5 timer vi er der om dagen, så børnene kan se hvad der skal ske, ellers har vi en hængende i hver arm der spørger om de kan låne det ene og det andet, vi har nemlig et skab med forskellige aktivitetsting fra tidligere praktikanter.

Det der er så fedt ved denne her målgruppe er at der ikke skal ret meget til at motivere dem, så selv små enkelte aktiviteter er de helt vilde efter at få lov til at være med til.

Forleden dag var mig og Stina som er socialrådgiver studerende, ude af huset med to drenge som skal videre til et andet børnehjem, de ser os som meget faglige og professionelle her, så der blev vi da sent ud alene med en tolk. Men det var helt fint og rigtig spænende, det viste sig at det var to amerikaner der ejet stedet og at det var et virkelig flot sted, i forhold til den normale standard her på Filippinerne, jeg er lidt ked af jeg ikke fik taget nogen billeder, men skal nok med ud og aflevere dem når de skal flytte.

Vi oplever rigtig meget her, ikke en dag er den samme, man får rykket nogle grænser må man sige.

Her i weekenden var vi på Moalboal, en rigtig hyggelig lille by der ligger 2½ times kørsel fra Cebu, oppe i bjergene. Vi boede i nogle små hytter, lidt primitivt men helt fint, da vi jo kun skulle sove der. Vi ankom fredag eftermiddag omkring kl. 5, vi så byen og fik lidt at spise. Lørdag morgen tog vi op for at se kawasan falls, det var omkring en ½ time på mortorcykel med vogn og en lille gå tur på 10 min, men så nåede vi også til et rigtig smukt vandfald som vi var ude at bade i . . Det var fantastiskJ

Meningen var at vi skulle have snorklet, eller jeg skulle, men havde vist lidt for mange tømmermænd, så droppede det og tog tidligere hjem, men dem der blev og var gået ordentlig tid i seng dagen før, fik både set havskildpadder og lavede tattoos.

Moalboal skal helt sikkert besøges meget snart igenJ

                            

Første besøg på Parian drop in center

Onsdag 3/2 2011

Vi skulle mødes på Chillen og Grillen kl. 10 med Flemming og de andre studerende som skulle være på Parian og Sister Annas daycare. Vi kørte i Flemmings bus, vi kunne lige nøjagtig være der, jo længere vi kom ud af landevejen, jo mere slum mødte vi, og jo mere mistede vi stedsansen. Vi ankom først til Sister Annas daycare center, hvor det første hold blev sat af. Vi kørte hurtigt videre til Parian drop in center, da vi ankom spurgte Flemming efter vores nye boss, men han var der ikke, da han var blevet kaldt til et møde, og som Flemming fortalte kan man aldrig regne helt med at man har en aftale med en Filippiner. Nå men så var vi der jo, børnene kom løbende i mod os, og holdte vores hænder, mens de prøvede at fortælle os alt muligt på filippinsk, der var en af de små børn der kunne lidt engelsk, næsten alle de store var i skole, også var der en ældre pige som var rigtig god til engelsk, hun viste os rundt.

Børnene rendte stadig rund om os og hiv i vores arme under rundvisning. Først så vi deres opholdsstue, så pigernes og drengens sov rum, badeværelse og vaskerum, det er meget primitivt, ingen madrasser til sengene og ingen personlighed på værelserne, skulle ikke undre mig, hvis de ikke har en fast seng, og at de ligger flere i en, da der kun var 5 senge i hvert rum, og mange flere børn. Vil se om jeg ikke kan få lov at tage nogle billeder, så i kan se det, men der stod faktisk man ikke måtte, så må lige se tiden an.

Der var en af social workerne som arbejdet der som kaldte alle børnene sammen, så de kunne hilse ordentligt på os, hun spurgte om vores navn og derefter fortalte hun børnene hvad vi hed og de råbte så i kor hallo ”Ante Mia” det  er en respektfuld måde at hilse på en der er ældre ind en selv på. Og bagefter præsenterede hun alle børnene, på nær en som lå på en bænk og sov, de prøvede at vække ham, men han var ikke til at få liv i, hun forklarede at han lige var blevet bragt derhen af politiet i nat. Gik lige over for at se om der var liv i ham og han trak vejret.

Nå men vi skal mødes med bossen (kalder jeg ham fordi jeg ikke kan kender hans navn) kl. 13 på mandag, hvor vi så får skemaer og alle informationer om børnene.

Imorgen tager vi til Bohol for at få lidt luft, inden vi starter i praktik:-)

Det er svært at se hvad der står, men det er her mit praktiksted ligger!

En lille opdate!

I går søndag var det vores første hele dag i Cebu city, det var stadig svært at sove, så vågnede tidligt og begyndte at pakke ud, efter vi havde spist morgenmad gik vi ned mod alaya centeret, det var en helt andet og mere positivt indtryk vi fik, da det det jo var lys og vi havde fået sovet lidt mere. Vi støtte hurtigt ind i nogle gadebørn der tiggede og kom meget tæt på os, da det er ulovligt at give dem penge gør vi selvfølgelig ikke det, og det var endelig ikke så svært at sige nej som jeg havde troet, man må være lidt hård for at overleve herude, tror jeg. Mette forbarmede sig og gav dem hendes vand, hvilket var helt fint, men tror stadig det er vigtigt at man holder en hvis afstand til det for ikke at få det for tæt ind på livet, det lyder måske lidt koldt og kynisk, men som skrevet tidligere er det her bare på ingen måde lige som lille trygge Danmark.

Vi fik handlet forskellige ting i centeret, og så smuttede vi hjem igen for at side lidt på nettet, det kan godt være det ikke lyder af så meget vi fortager os, men vi skal lige ind i det og vænne os til det hele herude. Så kommer dagens oplevelse da vi forlader internet caféen, som ligger der hvor vi bor, skal vi igennem parkeringskælderen, vi kan se der flyver noget rundt og det skriger, men finder først ud af hvad det er da vi kommer helt tæt på, der flyver og hænger sammenlagt, og jeg overdriver ikke, over hundrede flagermus rundt og nogle af dem hænger oppe i loftet. Mette og jeg kigger på hinanden og sætter i løb op mod lejligheden, da vi er nået op af trappen kommer der en flagermus flyvende i mod Mette, men der skete heldigvis ingenting. Men hold kæft hvor vi var bange.     

I dag mandag startet vi dagen med lækker frugt til morgenmad, og derefter hoppede vi i træningstøjet for at smutte i fitness centret, vi rundede lige lejlighedskontoret på vejen, det hele ligger jo lige nedenunder. Vi fik en aftale i hus omkring betaling, så nu er der tjek på detJ flagermusene er der stadig, og mærkelig nok fløj de rundt, troede de sov om dagen, de møg dyr, men næ nej ikke her i FiliJ. I morgen kommer de 3 andre studerende, der skal bo her sammen med os, Malene, Majka og Tine, så det bliver spændende om vi kan holde hinanden ud så længe. Men lad os håbe det. Det regner meget i dag, så vi har valgt at blive inden døre og få skrevet lidt på alle de forberedelser vi skal gøre os inden praktikken starter og så vil vi et lille smut forbi flagermusene senere og ned på nettet.

Kumustá Fili and Babay Denmark!

Så kom dagen, endelig, eller alt for hurtigt, det er med bladet følelser jeg i dag den 21 jan forlader Danmark, alt er pakket og klart, så nu smutter jeg sgu det næste halve år, ingen vej tilbage. Mark kørte mig i lufthavnen, og inde i lufthavnen ventede Lasse og Mette var der også med venner og familie. Vi fik hurtigt cheket ind og havde lige lidt tid til at sigepå gensyn. Det var lidt hårdt, men mest af alt uvirkeligt, havde hele tiden i hoved at jeg jo bare skulle på en lille ferie. Førte destination Doha i Qatar, kæmpe flyver med alt hvad man faktisk kunne ønske sig, lille skærm i hvert sæde, med egen fjernbetjening, hvor man så kunne vælge alt fra film til spil og super service, der manglede intet. Flyve turen tog omkring 6 timer og 15 min til Doha. Vi noget kun lige at få lidt at drikke inden vi skulle rejse videre mod Cebu, og før vi så os om var vi i luften igen, og her skulle vi så være de næste 10 timer, turen gik okay, der var lidt meget turbulens, så havde svært ved at sove, Mette derimod fik godt nok sovet en del. Endelig i Cebu, meget lille lufthavn og det tog en del tid at komme igennem            ” security” også ud til bagage båndet, som lå to meter derfra;-) meget meget lille bagagebånd med mennesker fuldstændig sammenklemt for at få deres bagage, vi ventet en halv time på at det bare begyndte at rulle, og folk klappede da det endelig gik i gang, vores kufferter kom heldigvis, og ret hurtigt. Nå så stod vi der med alle vores talenter og kiggede på hinanden og tror vi begge tænkte ” hvad fanden har vi gang i ” men vi sagde ikke noget. Da vi kom ud af lufthavnen var der virkelig mange mennesker, folk der råbte og var glade, jeepneys (deres lokale transport) taxa er og en masse bilos. Vi var landet lidt før tid, så vi var ikke sikre på om Flemming (Vores praktikvejleder) var der og hvor vi skulle gå hen. Men vi gik ud og jeg begyndte at kigge efter Flemming mens Mette røg en smøg, spottet jeg ham hurtigt ved en bankautomat.

 

 Det var rigtig rart at hilse på Flemming, en enormt sød og venlige snaksaglig mand. Han hentede sin bil også kørte vi ellers i mod Cebu city, og hold dag kæft en trafik, det er vildt at se hvordan de køre herude, den var bare ikke gået i lille trygge Danmark, det er vist efter Fili regler. Godt jeg ikke skal køre bil det næste halve årJ. Var meget overraskede over at se hvor mange mennesker der var på gaderne, her er meget beskidt og lugter af bilos, hunde der ligger døde på gaden og så kom det der nok bliver det hårdeste at vænne sig til nemlig gadebørnene, de løb i vejkanten og hver gang vi holdte stille ved et lyskryds kom de op til bil ruden og tiggede, det var hårdt at se, men var ikke sådan chokerede for vidste godt at det ville være slemt. Det er virkelig en helt anden verden det her, der er sgu ingen kære mor. Da vi ankom til Tancor 1 hvor vi har lejet en 3 vær lejlighed, blev vi mødt af vagter ved en port som åbnede for os. Det tog lige lidt tid inden de fik styr på hvilken lejlighed vi skulle have. Nå men Mettes og min adresse det næste halve år er, Tancor 1, 2E  Gen. Lim Street Villa Aurora, Baranggay, Kasambagan, Cebu CityJ Lidt lang.

Lejligheden er bare stor, tre ret store værelser med 2 senge i hvert og en dobbelt seng i det ene, stue, køkken, 2 badeværelse og altan super fed lejlighed må man sige. Men selvfølgelig også sine fejl og mangler, det er jo asien:-)

Mit og Mettes værelse

Poolen på Tancor 1

Udsigten fra vores altan, lige ned til den lokale mekaniker

Nå men Mette og jeg besluttede os for at smutte op i det center der hedder Ayala for lige at købe de mest nødvendige ting til køkkenet, toiletpapir osv. samt et sim kort så vi hurtigt kunne få ringet hjem. Det tog ca. 15 -20 min at gå op til centret og det var nærmest med livet som indsats følte vi, da det er på halve hullede fortove og lidt ude på vejen man går. Men vi kom frem, efter vi havde spurgt om vej et par gange. Flemming kaldte centeret de riges center, det er her alle de lidt mere velhavende Filippiner handler og det kunne sagtens ses, er du vildt et center, vil sige det var meget svært at overskue med jetlagJ

Vi får hævede nogle penge og skal så finde supermarkedet, i det her 4,5,6,7,8 etagers kolonorme center, ja det var ikke så let, men vi fandt det. Her er proppet med mennesker og vare helt op til loftet. Vi fylder et par kurve og vil så skynde os ud, men næ nej filippiner har jo ikke travlt og slet ikke når de er på arbejde, så tror vi står i kø en 20 min tid og de er dobbelt, måske tre dobbelt så mange medarbejder som i Danmark. Men det er okay vi tager det med et smil, selv om vi måske ikke lige var i det mest tålmodige hjørne efter kun et par timers søvn. Så manglede vi kun at finde en køkkenkniv til at skare frugt med, simkort og derefter skulle vi have noget mad. Det lyder jo nemt nok, men næ nej Gø og gokkes eventyr forsætter  2½ time endnu inden vi endelig får en taxa tilbage til lejligheden. Vi har besluttet at vi vil gå op i centeret igen i dag for at se om vi kan få lidt styr på detJ

Vores ven Hugo

Efter vi er kommet hjem til lejligheden, snakker vi lidt, drikker en lille drink og begynder så at gå til køjs, på det tidspunkt er kl. ca. 24 filitid, jeg er stadig lidt små syg så hoster helt vildt og vækker både Mette og mig selv ved 4 tiden, Mette går ud for at tisse, men kommer ikke langt, da hun råber efter mig, Mia ad hvad fanden er det, kom og se, og der på badeværelses gulvet ligger så vores nye kæmpe kakerlak ven Hugo, og nej det er ikke som biller i Danmark, den er stor den her og klam, men vi får den dog kastet ud over altanen. Vi prøver at falde til ro igen, men har kun fået sovet ca. 1 time mere, men har til gengæld fået skrevet alle mine tanker og oplevelser ned her.

Det var lidt af de indtryk man har fået indtil videre, vi er brugte og fortvivlede men ved godt mod.

Nami–miss ninyó Denmark

Mia

Rejseblog Filippinerne

YAHOO Filippinerne here we come!
Så er der kun en månede til at Mette og jeg forlader Danmark og tager ud for at få en oplevelse for livet!
Jeg har lavet denne blog til alle jer der har lyst til at følge min praktik i cebu på parian drop in center.