Parian og weekendtur

Nu er der gået to uger siden vi startede i praktikken, og må sige at der både har været positive og negative oplevelser. Men er rigtig glad for stedet og for ungerne. Vi har prøvet at observere her det første stykke tid, som vores praktikvejleder som er socialrådgiver sagde vi skulle, men det har ikke kunne lade sig gøre da børnene er fuldstændig over os og forventer at vi laver noget med dem hele tiden.

Parian drop in center er et midlertidigt anbringelsessted for børn i alderen 3 – 17 år, de kan være anbragt der af mange årsager, forældrene kan have forladt dem på gaden, de kan være seksuelt misbrugt, været ude i kriminalitet for at overleve på gaden osv.

Jeg skal skrive en institutionsanalyse, som en del af min praktik opgave, som også bliver tilgængelig her på bloggen. Så vil ikke gå så meget i detaljer omkring det nu.

Vi er kommet rigtig godt i gang, vi har fået lavet et skema for de 5 timer vi er der om dagen, så børnene kan se hvad der skal ske, ellers har vi en hængende i hver arm der spørger om de kan låne det ene og det andet, vi har nemlig et skab med forskellige aktivitetsting fra tidligere praktikanter.

Det der er så fedt ved denne her målgruppe er at der ikke skal ret meget til at motivere dem, så selv små enkelte aktiviteter er de helt vilde efter at få lov til at være med til.

Forleden dag var mig og Stina som er socialrådgiver studerende, ude af huset med to drenge som skal videre til et andet børnehjem, de ser os som meget faglige og professionelle her, så der blev vi da sent ud alene med en tolk. Men det var helt fint og rigtig spænende, det viste sig at det var to amerikaner der ejet stedet og at det var et virkelig flot sted, i forhold til den normale standard her på Filippinerne, jeg er lidt ked af jeg ikke fik taget nogen billeder, men skal nok med ud og aflevere dem når de skal flytte.

Vi oplever rigtig meget her, ikke en dag er den samme, man får rykket nogle grænser må man sige.

Her i weekenden var vi på Moalboal, en rigtig hyggelig lille by der ligger 2½ times kørsel fra Cebu, oppe i bjergene. Vi boede i nogle små hytter, lidt primitivt men helt fint, da vi jo kun skulle sove der. Vi ankom fredag eftermiddag omkring kl. 5, vi så byen og fik lidt at spise. Lørdag morgen tog vi op for at se kawasan falls, det var omkring en ½ time på mortorcykel med vogn og en lille gå tur på 10 min, men så nåede vi også til et rigtig smukt vandfald som vi var ude at bade i . . Det var fantastiskJ

Meningen var at vi skulle have snorklet, eller jeg skulle, men havde vist lidt for mange tømmermænd, så droppede det og tog tidligere hjem, men dem der blev og var gået ordentlig tid i seng dagen før, fik både set havskildpadder og lavede tattoos.

Moalboal skal helt sikkert besøges meget snart igenJ

                            

Første besøg på Parian drop in center

Onsdag 3/2 2011

Vi skulle mødes på Chillen og Grillen kl. 10 med Flemming og de andre studerende som skulle være på Parian og Sister Annas daycare. Vi kørte i Flemmings bus, vi kunne lige nøjagtig være der, jo længere vi kom ud af landevejen, jo mere slum mødte vi, og jo mere mistede vi stedsansen. Vi ankom først til Sister Annas daycare center, hvor det første hold blev sat af. Vi kørte hurtigt videre til Parian drop in center, da vi ankom spurgte Flemming efter vores nye boss, men han var der ikke, da han var blevet kaldt til et møde, og som Flemming fortalte kan man aldrig regne helt med at man har en aftale med en Filippiner. Nå men så var vi der jo, børnene kom løbende i mod os, og holdte vores hænder, mens de prøvede at fortælle os alt muligt på filippinsk, der var en af de små børn der kunne lidt engelsk, næsten alle de store var i skole, også var der en ældre pige som var rigtig god til engelsk, hun viste os rundt.

Børnene rendte stadig rund om os og hiv i vores arme under rundvisning. Først så vi deres opholdsstue, så pigernes og drengens sov rum, badeværelse og vaskerum, det er meget primitivt, ingen madrasser til sengene og ingen personlighed på værelserne, skulle ikke undre mig, hvis de ikke har en fast seng, og at de ligger flere i en, da der kun var 5 senge i hvert rum, og mange flere børn. Vil se om jeg ikke kan få lov at tage nogle billeder, så i kan se det, men der stod faktisk man ikke måtte, så må lige se tiden an.

Der var en af social workerne som arbejdet der som kaldte alle børnene sammen, så de kunne hilse ordentligt på os, hun spurgte om vores navn og derefter fortalte hun børnene hvad vi hed og de råbte så i kor hallo ”Ante Mia” det  er en respektfuld måde at hilse på en der er ældre ind en selv på. Og bagefter præsenterede hun alle børnene, på nær en som lå på en bænk og sov, de prøvede at vække ham, men han var ikke til at få liv i, hun forklarede at han lige var blevet bragt derhen af politiet i nat. Gik lige over for at se om der var liv i ham og han trak vejret.

Nå men vi skal mødes med bossen (kalder jeg ham fordi jeg ikke kan kender hans navn) kl. 13 på mandag, hvor vi så får skemaer og alle informationer om børnene.

Imorgen tager vi til Bohol for at få lidt luft, inden vi starter i praktik:-)

Det er svært at se hvad der står, men det er her mit praktiksted ligger!