Kumustá Fili and Babay Denmark!

Så kom dagen, endelig, eller alt for hurtigt, det er med bladet følelser jeg i dag den 21 jan forlader Danmark, alt er pakket og klart, så nu smutter jeg sgu det næste halve år, ingen vej tilbage. Mark kørte mig i lufthavnen, og inde i lufthavnen ventede Lasse og Mette var der også med venner og familie. Vi fik hurtigt cheket ind og havde lige lidt tid til at sigepå gensyn. Det var lidt hårdt, men mest af alt uvirkeligt, havde hele tiden i hoved at jeg jo bare skulle på en lille ferie. Førte destination Doha i Qatar, kæmpe flyver med alt hvad man faktisk kunne ønske sig, lille skærm i hvert sæde, med egen fjernbetjening, hvor man så kunne vælge alt fra film til spil og super service, der manglede intet. Flyve turen tog omkring 6 timer og 15 min til Doha. Vi noget kun lige at få lidt at drikke inden vi skulle rejse videre mod Cebu, og før vi så os om var vi i luften igen, og her skulle vi så være de næste 10 timer, turen gik okay, der var lidt meget turbulens, så havde svært ved at sove, Mette derimod fik godt nok sovet en del. Endelig i Cebu, meget lille lufthavn og det tog en del tid at komme igennem            ” security” også ud til bagage båndet, som lå to meter derfra;-) meget meget lille bagagebånd med mennesker fuldstændig sammenklemt for at få deres bagage, vi ventet en halv time på at det bare begyndte at rulle, og folk klappede da det endelig gik i gang, vores kufferter kom heldigvis, og ret hurtigt. Nå så stod vi der med alle vores talenter og kiggede på hinanden og tror vi begge tænkte ” hvad fanden har vi gang i ” men vi sagde ikke noget. Da vi kom ud af lufthavnen var der virkelig mange mennesker, folk der råbte og var glade, jeepneys (deres lokale transport) taxa er og en masse bilos. Vi var landet lidt før tid, så vi var ikke sikre på om Flemming (Vores praktikvejleder) var der og hvor vi skulle gå hen. Men vi gik ud og jeg begyndte at kigge efter Flemming mens Mette røg en smøg, spottet jeg ham hurtigt ved en bankautomat.

 

 Det var rigtig rart at hilse på Flemming, en enormt sød og venlige snaksaglig mand. Han hentede sin bil også kørte vi ellers i mod Cebu city, og hold dag kæft en trafik, det er vildt at se hvordan de køre herude, den var bare ikke gået i lille trygge Danmark, det er vist efter Fili regler. Godt jeg ikke skal køre bil det næste halve årJ. Var meget overraskede over at se hvor mange mennesker der var på gaderne, her er meget beskidt og lugter af bilos, hunde der ligger døde på gaden og så kom det der nok bliver det hårdeste at vænne sig til nemlig gadebørnene, de løb i vejkanten og hver gang vi holdte stille ved et lyskryds kom de op til bil ruden og tiggede, det var hårdt at se, men var ikke sådan chokerede for vidste godt at det ville være slemt. Det er virkelig en helt anden verden det her, der er sgu ingen kære mor. Da vi ankom til Tancor 1 hvor vi har lejet en 3 vær lejlighed, blev vi mødt af vagter ved en port som åbnede for os. Det tog lige lidt tid inden de fik styr på hvilken lejlighed vi skulle have. Nå men Mettes og min adresse det næste halve år er, Tancor 1, 2E  Gen. Lim Street Villa Aurora, Baranggay, Kasambagan, Cebu CityJ Lidt lang.

Lejligheden er bare stor, tre ret store værelser med 2 senge i hvert og en dobbelt seng i det ene, stue, køkken, 2 badeværelse og altan super fed lejlighed må man sige. Men selvfølgelig også sine fejl og mangler, det er jo asien:-)

Mit og Mettes værelse

Poolen på Tancor 1

Udsigten fra vores altan, lige ned til den lokale mekaniker

Nå men Mette og jeg besluttede os for at smutte op i det center der hedder Ayala for lige at købe de mest nødvendige ting til køkkenet, toiletpapir osv. samt et sim kort så vi hurtigt kunne få ringet hjem. Det tog ca. 15 -20 min at gå op til centret og det var nærmest med livet som indsats følte vi, da det er på halve hullede fortove og lidt ude på vejen man går. Men vi kom frem, efter vi havde spurgt om vej et par gange. Flemming kaldte centeret de riges center, det er her alle de lidt mere velhavende Filippiner handler og det kunne sagtens ses, er du vildt et center, vil sige det var meget svært at overskue med jetlagJ

Vi får hævede nogle penge og skal så finde supermarkedet, i det her 4,5,6,7,8 etagers kolonorme center, ja det var ikke så let, men vi fandt det. Her er proppet med mennesker og vare helt op til loftet. Vi fylder et par kurve og vil så skynde os ud, men næ nej filippiner har jo ikke travlt og slet ikke når de er på arbejde, så tror vi står i kø en 20 min tid og de er dobbelt, måske tre dobbelt så mange medarbejder som i Danmark. Men det er okay vi tager det med et smil, selv om vi måske ikke lige var i det mest tålmodige hjørne efter kun et par timers søvn. Så manglede vi kun at finde en køkkenkniv til at skare frugt med, simkort og derefter skulle vi have noget mad. Det lyder jo nemt nok, men næ nej Gø og gokkes eventyr forsætter  2½ time endnu inden vi endelig får en taxa tilbage til lejligheden. Vi har besluttet at vi vil gå op i centeret igen i dag for at se om vi kan få lidt styr på detJ

Vores ven Hugo

Efter vi er kommet hjem til lejligheden, snakker vi lidt, drikker en lille drink og begynder så at gå til køjs, på det tidspunkt er kl. ca. 24 filitid, jeg er stadig lidt små syg så hoster helt vildt og vækker både Mette og mig selv ved 4 tiden, Mette går ud for at tisse, men kommer ikke langt, da hun råber efter mig, Mia ad hvad fanden er det, kom og se, og der på badeværelses gulvet ligger så vores nye kæmpe kakerlak ven Hugo, og nej det er ikke som biller i Danmark, den er stor den her og klam, men vi får den dog kastet ud over altanen. Vi prøver at falde til ro igen, men har kun fået sovet ca. 1 time mere, men har til gengæld fået skrevet alle mine tanker og oplevelser ned her.

Det var lidt af de indtryk man har fået indtil videre, vi er brugte og fortvivlede men ved godt mod.

Nami–miss ninyó Denmark

Mia